Faglærte er Globale Klimahelte

Klimakrisen er global og kan virke uoverskuelig – men løsningerne begynder med noget så konkret som en faglært uddannelse. Hver eneste dag gør faglærte en grøn forskel. De arbejder med alt fra installation af solceller og ladestandere til præcisionsarbejde på vindmølledele, udrulning af fjernvarmerør og energieffektive løsninger. Og det er der brug for – både i Danmark og globalt. Det er budskabet i Global Klimahelt-kampagnen, som DTDA – Fagbevægelsens udviklingssamarbejde har lavet med Metal Ungdom, Dansk El-Forbund Ungdom, Blik og Rør Ungdom og fagligt aktive unge fra Malawi og Kenya. Som en del af kampagneforberedelserne rejste en delegation fra Metal Ungdom til Kenya. Her blev de bl.a. overraskede over, at omkring 90 procent af Kenyas elektricitet bliver produceret fra grønne energikilder.
”Det var noget af det, der overraskede mig allermest, da jeg var i Kenya, for det er jo virkelig noget, som vi kan lære af herhjemme,” siger formand for Metal Ungdom, Rasmus Kemp.
I Kenya kommer den grønne strøm primært fra geotermiske anlæg, vandkraftværker og vindmøller.
”Det kræver, at der er nogle faglærte hænder, som kan sætte alt det her op,” siger Rasmus Kemp.

Håb og tro på en bedre fremtid
En delegation fra Dansk El-forbund Ungdom rejste også til Malawi, hvor de så, hvordan klimaforandringer ødelægger majshøsten og skaber sult og forarmelse. Men de oplevede også, hvordan en ung generation af fagligt aktive elektrikere kæmper for en bedre fremtid via deres fagforening.
”Jeg er bekymret, men jeg er også håbefuld,” siger Charity Msulira, som er aktiv i el-forbundet ESU i Malawi, og nævner, hvordan Malawi har valgt at satse på vedvarende energi såsom solceller.
”Jeg synes, det er vildt fedt at se unge, der er engagerede, som vildt gerne vil se en bedre fremtid for Malawis befolkning,” siger formand for Dansk El-Forbund Ungdom, Jeanette Andersen.
Kampagne i Danmark
Efterfølgende gæstede fagligt aktive unge fra el-forbundet i Malawi og metalarbejderforbundet i Kenya Danmark, hvor de sammen med Dansk El-Forbund Ungdom, Metal Ungdom og Blik og Rør Ungdom lavede kampagne til EuroSkills, på Klimafolkemødet og til Ungdommens Folkemøde.
”Vi har hevet en masse unge mennesker ind for at vise dem de her fede uddannelser, der er for at redde klimaet og for den grønne omstilling,” siger Rasmus Holm, som er medlem af landsudvalget i Blik og Rør Ungdom.
På de tre events kunne besøgende bl.a. tage testen “hvilken klimahelt er du?” og finde ud af, hvilken faglært uddannelse, der passer bedst til dem.
Global Klimahelt er støttet af OpEn-puljen.
