Den årlige måling af arbejdstagerrettigheder: DTDA’s partnerlande i den tunge ende

Det fremgår af det globale rettighedsindex, som den internationale faglige sammenslutning ITUC (International Trade Union Confederation) udgiver hvert år. Indexet beskriver krænkelser af arbejdstageres rettigheder i 151 lande. Hvert land bliver tildelt en score på seks forskellige niveauer baseret på 97 indikatorer for krænkelser. Til sammenligning ligger Danmark på dukselisten med en score på 1 sammen med fx Norge, Sverige, Tyskland og Uruguay.
Indekset fokuserer især på:
- Arbejdstagernes forhandlingsstyrke
- Organisationsfrihed
- Mulighed for at iværksætte kollektive kampskridt
- Håndhævelse af arbejdstagerrettigheder
- Det bredere institutionelle miljø.
ITUC inddeler indekset i seks niveauer og giver vurderinger i overensstemmelse med forholdene for arbejdstagernes rettigheder i alle lande. De 97 indikatorer er primært udledt af ILO’s konventioner — især konvention 87 (Foreningsfrihed) og 98 (Retten til at organisere sig og til kollektive forhandlinger).
Niveau 1 – Den bedste gruppe, hvor arbejdstagere frit kan organisere sig, lønmodtagere får en formel arbejdskontrakt, kan stifte eller melde sig ind i fagforeninger og har ret til kollektive forhandlinger med arbejdsgiverne.
Niveau 2 – Rettighederne er anerkendt i loven, men der opstår ofte hindringer. Arbejdstagere oplever diskrimination på grund af fagforeningsmedlemskab og forhindringer for kollektive forhandlinger.
Niveau 3 – Hyppige indgreb i de kollektive arbejdsmarkedsrettigheder. Registrering af nye fagforeninger støder på problemer på grund af bureaukratiske hindringer.
Niveau 4 – Krænkelser på arbejdsmarkedet er almindelige; strejker bliver ofte kriminaliseret.
Niveau 5 – De værste forhold for lønmodtagere. Der er ingen reel beskyttelse mod urimelige arbejdsmarkedspraksisser.
Niveau 5+ – På grund af interne konflikter, militære indgreb, krig eller fuldstændigt sammenbrud i styret.
Indekset er ikke et fuldstændigt overblik over arbejdsmarkedet, og det måler heller ikke beskæftigelse, ledighed, løn, produktivitet eller arbejdsstyrken, men i stedet krænkelser af arbejdstageres kollektive og civile rettigheder på arbejdsmarkeder.
DTDA’s partnerlande
Lande i det globale syd ligger ofte dårligt i indekset. DTDA’s 23 partnerlande ligger generelt i den tunge ende, men dog med forskellige vurderinger.

Eksempler på krænkelser af arbejdstagerrettigheder i DTDA’s partnerlande:
Blandt DTDA’s partnerlande er Burundi og Myanmar de lande med den dårligste score (5+), hvilket påvirker partnerorganisationerne.
Efter militærkuppet den 1. februar 2021 i Myanmar blev 16 arbejdsmarkedsorganisationer og fagforeninger erklæret ulovlige. Fagforeningsfolk blev tvunget til at gå i landflygtighed, bl.a. lederne af DTDA’s partner CTUM (Confederation of Trade Unions), og de lever fortsat i eksil af frygt for militærjuntaen. Regimet oprettede Myanmar Labor Confederation for at erstatte uafhængige fagforeninger som CTUM og Industrial Workers Federation of Myanmar (IWFM). På den måde har militæret kontrolleret de ikke-uafhængige fagforeninger.
I Burundi er der ingen aktiv borgerkrig, men korruption i alle sektorer er en af årsagerne til, at landet har fået den dårligste vurdering, 5+. Burundi har oplevet en lang række alvorlige problemer: afskedigelser og repressalier mod arbejdstagere, der deltager i fagforeningsaktiviteter, er blevet dokumenteret; strejkende arbejdstagere er blevet straffet med uberettiget afskedigelse og erstatning; arbejdstagere har måttet kæmpe med hindringer for foreningsfriheden; arbejdsgiveres indblanding har yderligere undermineret strejker, blandt andet gennem udskiftning af strejkende arbejdstagere; og myndighederne nægter at registrere en fagforening, som er dannet af arbejdstagere i den uformelle økonomi.
Tunesien er også blandt de 10 værste lande for arbejdstagere i indekset for 2026. Nogle af årsagerne til den dårlige placering er tilbageskridt i lovgivningen, begrænsede kollektive forhandlinger, suspenderede mæglingsmekanismer samt blokering af kontingenter. I oktober 2025 fjernede autokratiet under præsident Kais Saïed lønforhandlinger fra de kollektive forhandlingers område og aflyste møder med DTDA’s partner UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail) om varslede strejker i rørtransport- og landbrugssektoren.
I Indonesien har arbejdstagere og fagforeningsfolk regelmæssigt været udsat for vold, og nogle er blevet dræbt. Under landsdækkende protester blev over 4.000 demonstranter i flere byer tilbageholdt, og næsten 1.000 blev sigtet for deres deltagelse i demonstrationerne. Politiet angreb og truede demonstranterne, hvilket klart tilsidesætter ILO-konvention nr. 87. Derudover har demonstranter oplevet andre krænkelser såsom overdreven magtanvendelse, trusler og chikane under strejker, protester og kollektive aktioner.