Årsrapport 2025: Få overblik over vores vigtigste resultater
LÆS HELE ÅRSRAPPORTEN HER

Forord:
Fagbevægelsen bygger fundamentet for stabile samfund
Verden, som vi engang kendte den, er på få år forandret. Alliancer og venskaber, som vi har baseret vores sikkerhed på, er under opbrud. Ruslands krig i Ukraine skaber usikkerhed i hele Europa. Klimakrisen tager til i styrke, og vi står over for massiv jobmangel i lav- og mellemindkomstlandene, hvor 1,2 milliarder unge træder ind på arbejdsmarkedet frem mod 2035.
I hele verden er fagbevægelsen med til at bygge fundamenter for stabile, velfungerende samfund. Globalt repræsenterer fagbevægelsen 191 millioner arbejdere i 169 lande og territorier. Sammen med vores partnere bidrager vi i DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde til at skabe de love, aftaler og rammer, som udgør rygraden i demokratiske samfund. Ved forhandlingsbordene sikrer vores partnere trepartsaftaler og overenskomster, som bl.a. bidrager til jobskabelse, ordentlige løn- og arbejdsvilkår og sociale sikkerhedsnet.
Den danske model ud i verden
Den danske samfundsmodel bygger på konstruktiv dialog og forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Det sikrer høj beskæftigelse, ordentlige arbejdsforhold, velfærd og stabilitet. Den danske model og danske værdier som ligeværd, respekt og tillid er grundlaget for vores tilgang til udviklingssamarbejde. Dialog og forhandling er nøglen, uanset om der skal skabes ordentlige job til Afrikas store ungdomsårgange eller sikres en retfærdig grøn omstilling. Derfor samarbejder vi også tæt med Dansk Industri og 3F i vores fælles Danske Arbejdsmarkedskonsortium, som er strategisk partner til det danske udenrigsministerium og en del af det danske udviklingssamarbejde.
I årsrapporten kan du læse om nogle af de resultater, vores partnere i Afrika, Asien, Latinamerika, Mellemøsten og Østeuropa har opnået i 2025. Du kan bl.a. læse, hvordan hovedorganisationen i Sierra Leone via dialog og forhandling har fået indført landets første lov om social beskyttelse. Du kan også læse, hvordan vores partnere i Ukraine bidrager til ny arbejdsmiljølovgivning, der baner vej mod EU-medlemskab, og hvordan samarbejdet mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og myndigheder forbedrer erhvervsuddannelser og styrker unges vej til grønne job i Østafrika.
God læselyst!
Morten Skov Christiansen
Formand for DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation
