Sociale sikkerhedsnet bliver spændt ud under Sierra Leones fattigste arbejdere

I Sierra Leone arbejder størstedelen af befolkningen uden kontrakt, pension eller økonomisk sikkerhed ved sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. Det gælder især for de 93 procent af landets arbejdsstyrke, der arbejder i den uformelle økonomi — såsom markedshandlende, fiskere, motorcykeltaxachauffører og andre selvstændige.
Efter mange års målrettet pres fra fagbevægelsen kom der i 2025 et vigtigt gennembrud: Sierra Leone vedtog sin første nationale lov om social beskyttelse. Loven skaber en samlet ramme for sociale sikkerhedsnet og skal nå ud til landets mest sårbare grupper.
”Ydelsen gives til mennesker i akut fattigdom eller i en sårbar situation, samt i tilfælde af særlige chok, der påvirker deres levegrundlag,” siger generalsekretær for hovedorganisationen SLLC i Sierra Leone, Max Conteh.

Målrettet fattige familier
De sociale sikringsordninger er målrettet personer og familier med lave indkomster, herunder voksne i den arbejdsdygtige alder, børn, personer med handicap, ældre og ledige. En af ordningerne, programmet Free Quality School Education (FQSE) giver fx over 1,5 millioner skolebørn gratis skolegang, undervisningsmaterialer og udvidede skolemadordninger.
Ifølge regeringen har mere end hver fjerde voksen i den arbejdsdygtige alder og næsten hvert andet barn modtaget støtte gennem programmet. Samlet set vurderes de sociale sikringsordninger at komme over tre millioner mennesker til gode, hovedsageligt arbejdere i den uformelle økonomi.
Bag resultaterne ligger mange års fortalervirksomhed og fagligt arbejde. DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde har samarbejdet med SLLC i knap 20 år. Gennem det seneste årti har SLLC haft særligt fokus på at organisere arbejdere i den uformelle økonomi og kæmpe for deres rettigheder. Det lange seje træk har givet fagbevægelsen større gennemslagskraft i dialogen med regeringen og gjort det muligt at presse på for reformer, der kommer landets allerfattigste arbejdere til gavn.

Pris for at fremme ordentlige job
Den 1. maj 2025 blev samarbejdet mellem SLLC, regeringen og DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde anerkendt, da vi ved en stor regeringskonference i Sierra Leone modtog en pris for at fremme ordentlige job og rettigheder for arbejdere i den uformelle økonomi. I den forbindelse kaldte generalsekretær for SLLC, Max Conteh, partnerskabet med DTDA – Fagbevægelsens Udviklingssamarbejde for ”afgørende for at styrke arbejderes stemme og rettigheder i Sierra Leone.”
”Sammen har vi taget vigtige skridt mod et mere retfærdigt og inkluderende arbejdsmarked,” siger generalsekretær for SLLC, Max Conteh.